Godt at vide om afrikanske pygmæpindsvin
1: Når pindsvinet kommer til sit nye hjem, er det helt normalt at det ”hvæser”, stritter med piggene osv. Det kan tage alt imellem få minutter til flere måneder før et pindsvin falder til i sit nye hjem – det er meget individuelt. Selvom pindsvinet gør dette, er det vigtigt at håndtere det alligevel, og ikke tøve for meget ved håndtering. Hvis man er nervøs overfor pindsvinet, vil det ofte også blive nervøst. Hvad der virker for det enkelte pindsvin er også forskelligt, nogle har brug for bare at sidde på skødet i et tæppe i starten mens andre responderer fint på at blive håndteret – nogle har behov for rolige bevægelser mens andre har behov for ”man-handling”. Prøv dig frem, se hvad der virker og/eller spørg din opdrætter ?
2: Pindsvin er nataktive. Det er ok at vække det en enkelt gang eller to i dagtimerne, hvis man respekterer at de nok gerne bare vil ligge og putte. Vil de gerne udforske er det naturligvis ok – men de skal ikke tvinges til at være aktive om dagen.
3: Placering af buret. Buret bør ikke stå på gulvet (med mindre man har gulvvarme), da der hurtigt bliver koldt, når varmen ikke kan cirkulere. Det må ikke stå, så pindsvinet kan få træk, da de i så fald hurtigt kan blive syge.
Det bør heller ikke stå, hvor der kommer alt for mange høje, pludselige lyde. Det er helt ok at have det stående i stuen hvor det vil vænne sig til dagligdagens lyde, som de da normalvis vil sove fra.
4: Pindsvin skal have forskellige insekter. Gerne hver dag, men jeg anbefaler minimum 5 dage om ugen. En spiseskefuld/lille håndfuld er typisk passende.
Melorm skal anses som en snack og bør max gives en gang om ugen. Gode insekter er blandt andet kakerlakker, fårekyllinger, græshopper og soldaterfluelarver.
Insekter bør ikke gives varmetørrede, da der kun er meget lidt næring tilbage, og de samtidig kan give forstoppelse.
De bør i stedet gives levende, fra frost eller “genskabt” fra frysetørring (=kogende vand hældt over eller et dampbad)
5: Pindsvin gennemgår “quilling”-perioder (piggeskifte) flere gange indtil de fylder 1 år. I disse perioder kan de godt være temperamentsfulde, da det svarer lidt til når små børn får tænder, men det er vigtigt ikke at give op. Pindsvinet kan stadig tages ud, men man bør undlade at røre for meget på piggene, hvis pindsvinet lader til at være ømt.
6: Der bør aldrig bruges spåner/savsmuld som bundstrøelse. De kan både give skader på deres lemmer samt luftvejsproblemer pga støv. Gode alternativer er fx hempstrøelse, boxo og carefresh.
Strøelse må aldrig være af fyrretræ – det danner phenoler, når det kommer i kontakt med urin, og det er giftigt for både mennesker og dyr.
Halm samt hø kan heller ikke anbefales, da de kan stikke sig på det og/eller få det viklet om benene.
7: Det er vigtigt med tørfoder af god kvalitet – ikke supermarkedsfoder eller andet med en masse fyldstoffer, som de ikke kan optage. De første 2-3 ingredienser, og gerne flere, bør være af animalsk oprindelse. Jeg bruger selv Applaws med lam, Applaws med and, Optimanova light og Optimanova sterilised – denne kan købes færdigblandet hos mig til en god pris frem for selv at skulle blande en hel masse. Blandingen man vælger bør ende med at indeholde max 15 % fedt og 35 % protein.
8: Selvbespytning. Pindsvin kan finde på at slikke på eller tygge i ting, de synes dufter spændende, for derefter at spytte på sig selv. Det gælder også hvis mennesker dufter spændende, så hvis et pindsvin napper, er det ofte derfor – de bider ekstremt sjældent ellers.
9: Afføring. Det er helt normalt at pindsvin får dårlig mave, når de bliver stresset – fx ved flytning til nyt hjem. Afføringen kan variere i farve og konsistens og endda være helt grøn. Det går typisk over af sig selv i løbet af få dage. Hvis ikke – kontakt din opdrætter eller pindsvinekyndig dyrlæge.
Pindsvin har meget korte tarme, og tarmperistaltikken stimuleres, når de bevæger sig. Det betyder at det er helt normalt, at de har afføring mens de går/løber, fx i deres hjul.
10: Motion/aktivering. Da pindsvin løber mange kilometer hver nat, er det nødvendigt med et løbehjul, når man har dem som hobbydyr. Dette må ikke have huller, tremmer mv., som pindsvinets ben/tæer/negle kan sidde fast i – det kan gøre stor skade! Hjulet bør have en diameter på minimum 30 cm. Man bør man gå op i størrelse afhængigt af pindsvinets størrelse.
11: Ved behov for dyrlæge er det vigtigt at sikre sig, at denne har forstand på pindsvin, da det ellers i værste tilfælde kan have fatale konsekvenser.
12: Varme. Pindsvin har behov for 22 grader eller mere, da de ellers kan gå i hi – og det kan de ikke tåle. Min erfaring er, at 23-26 grader er mest optimalt for flertallet.
13: Bad. Pindsvin bør kun bades, når de er beskidte, med mindre der er en anden særlig årsag. Unødvendig badning kan give tør hud, så det bør så vidt muligt undgås.
14: Toilet. Der kan med fordel placeres en bakke under hjulet, som dels opsamler det der ryger ved siden af, samt det kan lære pindsvinet at besørge og urinere dér og ikke i hele buret. I denne kan eksempelvis bruges træpiller (IKKE af fyrretræ), halmpiller eller toa-pellets.
© Linea Christensen, TinyZoo