Pindsvin

Velkommen hos TinyZoo

Afrikansk pygmæ pindsvin

 

Latinsk navn: Atelerix albiventris

Størrelse: 17-24 cm, 250-650 gram

Levetid (fangenskab): 5-8 år, i sjældne tilfælde mere

 

 

Burforhold

Pindsvin holdes oftest alene, men nogle gange kan flere hunner godt enes, og endda kan nogle hanner også enes i sjældne tilfælde. Det anbefales dog først at forsøge sig med dette, når man har god erfaring med pindsvin.

Buret skal minimum være 50x100 cm., og man kan fx bruge et kaninbur, terrarie eller akvarie. Vil man forsøge sig med flere dyr sammen skal de have væsentligt mere plads.

 

 

Som bundstrøelse kan man fx bruge hemp-strøelse (biobase eller hemparade) eller carefresh/boxo, som er lavet af genbrugspapir. Alm. spåner frarådes, da der er set flere tilfælde, hvor pindsvin har fået dem op i fødder, penis mv.

Der må ikke være under 20 grader hvor pindsvinet står, og en god temperatur er mellem 22 og 27 grader.

Det er vigtigt, at pindsvin har et løbehjul, fx i form af en "Flying saucer" eller Silent spinner (den største model, jeg forhandler begge typer), da de i naturen bevæger sig meget hver nat.

Derudover skal de have et skjul i en passende størrelse, hvor de kan få ro og fred.

 

Foder og vand

Vand gives bedst i flaske, det hurtigt bliver meget beskidt, hvis man bruger en skål. Det er dog ikke alle, der kan finde ud af at bruge disse, så der må man prøve sig frem.

Til foder anbefales en tung skål, fx i keramik.

Som grundfoder kan kattetørfoder bruges, og der findes en specialblanding til pindsvin fra JR Farm og Vitakraft. Supplér med diverse insekter, som de selv får lov at fange i deres bure.

Andre ting man kan supplere med, er bl.a.: Kogt æg, kogt kylling samt torskerogn.

Grundfoderet skal gerne bestå af omkring 40 % protein og max 12 % fedt.

 

Generelt om pindsvin

Pindsvin er aktive om natten, og det skal man være forberedt på at acceptere. De tages derfor bedst ud om aftenen, helst når de selv er stået op. Hvornår de gør dét, kan reguleres ved at slukke lyset på et bestemt tidspunkt.

Unger, der har været i hænder fra de var små, kan blive meget tillidsfulde. Der er stor forskel på sindet hos pindsvin, hvilket er en af de ting der gør dem til fantastiske hobbydyr.

Som aktivering er det næsten kun fantasien der sætter grænser - fx opklippede toiletruller, aktivitetsbolde med foder i, grene, lidt tørrede blade osv.

 

 

 

 

© TinyZoo